Altfodamerne writes about our clinic

Lene Gammelgaard var den første skandinaviske kvinde, der besteg Mount Everest. I de sidste år har hun været travlt optaget af den mindst lige så eventyrlige mission at få børn sent Hivet - uden en mand. Det har kostet mange penge, kræfter, lange udlandsrejser og tårer, men i dag er hun mor til tre. Læs hendes historie her.
AF MAJBRITT LACUHR. FOTO: LISBETH HOLTEN, MIKLOS SZABO OG BULLS.
"
Jeg føler, at jeg ligesom har trykket den af. Jeg har udlevet det, mange ville betegne som livsdrømme. Og jeg ved også, at de indeholder en realitet og en bagside. Jeg har siddet så meget på gourmetrestauranter, at jeg ikke gad æde mere god mad, og jeg har drukket så meget caffelatte. Det eneste, jeg længtes efter, var, at der ville ske en ændring, så jeg skulle gå klokken fire for at hente mine unger! Jeg havde alt for meget tid til at planlægge at gå i teatret og i biffen og det ene og det andet. Indtil for bare tre år siden var der stadig ingen børn i Lene Gammelgaards liv. På trods af, at ordet stod allerøverst på hendes ønskeliste. Og livet kørte i cirkler omkring bekymringerne over, hvordan hun skulle få dem ind i sit liv. For der var heller ingen mand.
Men dagen før nytårsaften 2007 kunne hun endelig hente første del af sin livsdrøm - adoptivdatteren Srijana, som dengang var to år - med hjem fra Nepal. Og en duggrøn eftermiddag i maj i år lykkedes så anden del, da hun landede i sin nyindkøbte stationcar foran villaen i Rungsted med 4-årige Srijana installeret side om side med de to seneste skud på stammen - tvillingerne Sylvester og Smilla, som Lene få dage forinden havde født på Rigshospitalet. Et øjeblik, hun kun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Og stadig uden en mand i sit liv.
Røg af på en afkørsel
Selv kommer Lene Gammelgaard fra en tryg og god kernefamilie. Forældrene har været klare rollemodeller. Holdt sammen i tykt og tyndt og har det stadig godt med sig selv og hinanden.
-I mange, mange år havde jeg slet ikke lyst til det med kernefamilie. Lidt et paradoks. Men der var bare en masse ting i det, som ikke var mig. Derfor har jeg heller ikke opsøgt det, men levet på en anden måde. Og når jeg kaster et misundeligt blik på par, der har stiftet familie i en ung alder, så skal jeg huske at minde mig selv om alle de fantastiske og ekstreme oplevelser, jeg har med mig.
- Alligevel har jeg altid troet, at... „nå, nu møder jeg den der mand, og så lever vi sammen til vores dages ende og finder ud af kriserne og får de der børn, man gerne vil have". Sådan som det skete for mange andre. Men efterhånden gik det op for mig, at sådan er det åbenbart ikke bare liiiige. Der skal noget held, nogle tilfældigheder og rigtigt meget timing til.
- Da jeg blev skilt som 30-årig, røg jeg af på en afkørsel på
motorvejen og tænkte: „Hov, hvordan kommer jeg nu lige på igen?"
Forud for Lene Gammelgaards egen lille familiesammenføring ligger en kamp. En indædt kamp med naturen. Og systemer, love, regler.
Men nu er den 48-årige kvinde med det viltre hår gjort af et helt særligt stof og har evnen til at fokusere på målet, eftersom hun
- helt bogstaveligt - er vant til, at livet kan gå temmelig meget op ad bakke. I1996 besteg hun
- som den første skandinaviske kvinde - Mount Everest. Og det var samme stejle stædighed og ukuelige vilje, der fik hende ud af hendes livs største krise og bragte de børn ind i hendes liv, som hun ønskede så inderligt.
Vi skal nok finde en far For børn var åbenbart ikke lige Fortsættes næste side
Fortsat fra forrige side det, naturen havde i tankerne til Lene Gammelgaard. Og heller ikke en mand for den sags
inde, der sagde: „Hva' nu hvis du ikke møder den mand - hva' så?"
Det fik Lene op af stolen. For...
Jeg havde været virkelig, virkelig ked af ikke at få lov at opleve at være spædbørn. nor. Men det får eg så lov at opleve nu For fuld udblæsning.
skyld. Så sagen måtte tages i egen hånd. Og derfor endte det med en adoption i Nepal og en reagensglasbefrugtning (IVF) i Rusland.
- Guderne skal vide, at jeg da også have ønsket det anderledes. Det er ikke noget glædeligt valg. Ikke noget med: „Yes, mand, jeg skal nok vise dem!". Når min datter siger, „Mor, jeg vil gerne have en far", så siger jeg, „jamen, jeg leder også - og vi skal nok finde verdens bedste far til jer". Det er helt klart min intention. Det har aldrig handlet om, at jeg ville have børn alene. Mit liv har bare ikke flasket sig, som jeg troede, det skulle. Og det kræver mod at indrømme. Nu giver Smilla lyd fra soveværelset og hentes straks ind i kravlegården til en snak med kålormen og musikuroen og brormand, som tager imod sin søster med smil og højstemte pludrelyde.
Imens spoler vi tilbage til starten på Lene Gammelgaards historie.
For gammel
Efter skilsmissen fra en mand, hun ikke ønskede at få børn med, prøvede hun i en del år at få børn på den naturlige måde. Tiden gik. Pludselig var hun 40, og en dag var der så en ven-
måske ville hun aldrig møde ham.
Igennem halvandet år gennemgik hun en række inseminationer, efterfulgt af syv IVF-forsøg. Intet lykkedes. Derfor besluttede hun at adoptere. Og siden fulgte en lang og udmattende historie om - ifølge hende selv - smårigide adoptionsregler, uheldige flaskehalse og svigt fra myndighederne. Og som, da vejen til ønskebarnet endelig syntes nogenlunde klar, endte i 14 måneders ufrivilligt eksil i Nepal på grund af landets politiske situation. En følelsesmæssig rutsjetur, som nu er udkommet på bogform under titlen: „Mit livs kamp -14 måneder i Nepal for min datter" - og som vi fortalte om her i bladet i sommeren 2008.
På trods af strabadserne i Nepal var Lene ikke et sekund i tvivl om, at Srijana skulle have søskende. Heller ikke selv om hun selv nu var blevet 47 og dermed ifølge dansk lov var klart for gammel til at modtage fertilitetsbehandling herhjemme.
Tvillingerne
I foråret 2008 tog hun over til en fertilitetsklinik i Skt. Petersborg i Rusland, hvor aldersgrænsen for IVF ikke er så skrap. Og blev gravid i andet forsøg.
- Jeg har været virkelig ked af tanken om ikke at skulle få lov til at opleve at være spædbørns-mor. Men det får jeg så lov at opleve nu. For fuld udblæsning. Lene smiler sigende ned til de to små mirakler, der ikke engang er et halvt år, og nu er installeret på en gigantisk ammepude, mens de begge tager for sig af mors bryster.
- Det er godt, at jeg er et intenst menneske, som altid har søgt de store oplevelser. Tre børn er intenst. Hele tiden. Man kan ikke parkere dem on hold et sted. Hovedparten af tiden håber jeg da, at jeg formår at værdsætte det og føle, at det er en gave.
Til at hjælpe sig igennem den praktiske del af sin nye tilværelse har hun ansat en au pair. En ung kvinde, hun lærte at kende på børnehjemmet i Nepal, og som blandt andet skal sørge for nogenlunde balance i Lenes søvnregnskab.
har gjort de mest abs og havde til sidst nær forventninger om, at o kes. Men det var vigti at kunne sige, „Jeg g
- der er ikke den sten har vendt".
- Da første IVF-forsøg ikke lykkedes, kom je i vildrede. Jeg tænkte prøve maks. en gang lykkedes det heller ikl indstille mig på et sup leret liv med Srijana, f ne sejle og rejse fand Jeg ville ikke smide flig efter det, og jeg ville f smide mere liv efter d havde stået på, siden så nu havde jeg bare
- Jeg ved jo, at livet t£ Det er sørme ikke, fon en total overskudsper hvide damaskduge og kandelabre lige i de d man går rundt og sørg man plejer at kunne få
Jeg tog da på trekking i Himalaya den store, da hun var 2. Så det kar vel også gøre med de to små."
- Au pair i mit liv er kommet for at blive. Jeg bliver bare nødt til at indlægge nogle pauser. Om en måneds tid, når de er lidt mere uafhængige af brysterne her, så forestiller jeg mig, at jeg kan liste ud af døren en aften om ugen og f.eks. tage til middag hos vennerne. Uden børn.
Tæt på at opgive
- Rigtigt mange år af mit liv er forbundet med at være ufrivilligt barnløs. Med dårlig livskvalitet og sorg, sammenbrud og masser af økonomiske udgifter. Jeg
virker bare ikke. Der e; giver mening nok, hvis gerne vil have et barn.
Ingen bjergbestige Tilsyneladende har Le melgaard omsider fået grænsninger, hun sukl over de endeløse caffe Total stabilitet med her forpligtelser og aftensr bordet. Hver dag. - For første gang kan j nere på Årstidernes ka Førhen var jeg ude at ri måneder ad gangen.

Jeg skil have en mand, der er totalt vild med unger
helt, helt, helt anderledes. Jeg har vitterlig ikke levet så stabilt, siden jeg var barn. Problemet har jo også været den type mænd, jeg har haft interesse for. Langturssejlere eller bjergbesti gere. Men denne her gang skal jeg ikke have en eventyrer. Så længe børnene er så små, står jeg i et eklatant livsskifte. Jeg skal have en mand, der er totalt vild med unger. I bogstaveligste forstand! Som trives med begrebet dagligdagen og synes, det er fedt at sidde og hygge sig. Kontrasten til Lene Gammelgaards tidligere eventyrliv er til at tage at føle på. Bjergbestigning hænger ikke sammen med det ansvar, det er at have børn, mener hun. Men hun kan nu sagtens se sig selv på sejlerferie med ungerne allerede næste år, eller tværs gennem Australien i et mobilhome.
- Lige nu kan jeg dog godt undvære rejserne og de vilde eventyr. Men jeg tog da på trekking i Himalaya med den store, da hun var 2. Så det kan jeg vel også gøre med de to små. Der kommer jo en tid, hvor det ikke kun er bleer, kartoffelmos og hårdt arbejde. Allerede til nytår kommer de på deres livs første store rejse-til Dubai.
Dilemmaer
At få sine børn under de omstændigheder som Lene Gammelgaard har, indebærer på mange måder udfordringer. Hvad hvis de en dag ønsker at kende deres ophav? Og hvad hvis der sker Lene noget - hvem skal så tage sig af dem? - Jeg må sørge for at være af klaret, sådan at jeg kan svare i overensstemmelse med sandhe den, efterhånden som spørgs
målene kommer. Den store ved godt, at hun har en Nepal-mor og en Nepal-far, og at hun ikke har ligget inde i min mave, men at hun hele tiden har ligget inde i mit hjerte. Men tvillingerne vil aldrig få mulighed for at finde deres biologiske rødder, eftersom det var anonym donation. - Og det med hvem, der så skal tage sig af dem, ligger lidt som en grå skygge... Jeg er nødt til at forholde mig til det, men magter det bare ikke lige nu. Min storebror og hans kone har skrevet under på at tage sig af Srijana, men de vil ikke tage dem alle tre. Og de skal ikke skilles ad. På internettet støder man på
flere uforbeholdne meninger om Lene Gammelgaards beslutning om at anskaffe sig børn i en sen alder. Og så tilmed som eneforsørger.
Selv har hun ikke læst dem. Men om folk, der ikke har forståelse for hendes valg, siger hun: - Folk, der ikke har været udsat for livets barske realiteter har gerne en meget fastlåst opfattelse af ting. Lige indtil noget rammer dem selv, så bliver de måske mere fleksible. Hvad folk derude i øvrigt måtte tænke... det er vitterlig ikke noget, jeg hører. Det var mit valg at få de her børn. Og det er mange år siden, jeg holdt op med at tage
andre folks meninger som en begrænsning i mit liv. Og at nogen kalder det et udtryk for ekstrem egoisme?
- Skal man endelig tage den kommentar alvorligt, så er adoption da i hvert fald alt andet end egoistisk. Den tilværelse, de børn, der er adopteret, får her
- lige meget hvor dårlig den er -er så ekstremt meget bedre end den tilværelse, de ville have fået, der hvor de kommer fra. Det kan godt være, at behovet for at få børn er egoistisk, men det, man tilbyder barnet, er absolut en fremtid, de aldrig ville være kommet i nærheden af.

 

Pay one — get two embryo transfers!

Having questions? Ask our doctors now!

A blog by Tone Bråten family counsellor

A blog — to help you on your journey to become parents!

Our patients tell their stories



  • Willeke and Mario from Netherlands come to AVA-Peter for egg donation treatment… Enjoy this touching and sincere documentary by Jorien van Nes